Roser i haven
Lus i roserne er et plage, de fleste haveejere kender til. Men med nogle få kneb kan du komme dem til livs og undgå, at de kommer igen.
De kribler og krabler og er bare en ulidelig plage, der kan drive rosenelskere til vanvid. De forhadte bladlus suger plantesaft fra området omkring rosenknopperne og giver klæbrige belægninger, der er både ulækre at se på og ødelæggende for planten. Heldigvis er det ifølge havekonsulent Susie Helsing Nielsen ikke så svært at komme bladlusene til livs: − Lus i roserne kan nemt spules af med en vandslange. Du kan også sprøjte med insektsæbe direkte på lusene. Gentag behandlingen to-tre gange, og du er sikker på, at de ikke kommer igen.
Behandling
Men en ting er at behandle angrebne roser. Noget andet er at forebygge, at lusene overhovedet kommer. Dertil har Susie Helsing Nielsen også en håndfuld tricks: − Hvis du vil forebygge en invasion af bladlus og andre skadelige insekter i rosenbedet, skal du sørge for at have masser af redekasser til fuglene og kvas- og stenbunker til pindsvin, mus, padder og nytteinsekter. De æder insekterne og er derfor på helt naturlig vis med til at bekæmpe skadedyrene.
Du kan læse meget mere om behandlingsmetoder og roser generelt på isabellas.dk